Er fremtiden off-grid?
Det mener de i hvert fald hos Grobund, et nyt bæredygtigt lokalsamfund, der spirer frem ved den tidligere stålfabrik i Ebeltoft.
20.01.2022
Omgivet af grønne marker tæt på færgehavnen i Ebeltoft ligger den tidligere stålfabrik Tata Steel, som i dag myldrer af liv.
Med fabrikken som omdrejningspunkt er 160 håbefulde mennesker i gang med at opbygge et nyt bæredygtigt lokalsamfund, hvor de drømmer om at kunne leve på en anden måde end de gør i dag. De drømmer om mere tid, mere fællesskab og mere omsorg for naturen – og byggeriet er i fuld gang.
Inde i den store fabrikshal og i området uden for står omkring 30-40 små huse, som, når de er helt færdige, skal være hjem for beboerne i Grobund. Alle kan bygge sit eget off-grid hus. Det vil sige huse, der ikke er tilkoblet det almene netværk til strøm, varme og kloak.
For i Grobund vil beboerne være selvforsynende med strøm og vand, leve gældfrit, affaldsfrit og drive deres egne små virksomheder fra fabrikkens lokaler.
– Det er ikke fordi, vi vil melde os ud af samfundet. Tværtimod! Vi vil bidrage ved at vise en ny og mere bæredygtig måde at leve på, forklarer Esben Windfeld Lund, der er en af initiativtagerne bag Grobund.
Frihed til at leve
De 160 medlemmer af Grobund har alle skudt 50.000 kroner ind i fonden bag Grobund, som i foråret 2018 opkøbte den gamle stålfabrik. Dermed har de adgang til arbejdsfællesskabet på fabrikken og mulighed for at købe et fint stykke jord, hvor de kan bygge og bo.
Det har dog taget lidt længere tid at få alt det praktiske på plads med kommunen, men Grobund håber det hele falder på plads i løbet af 2022, så levefællesskabet for alvor kan få luft under vingerne.
Lige nu er de små tiny houses ved at blive bygget færdige i den store fabrikshal, så de er klar til at blive rullet ud, når Grobund får grønt lys fra kommunen. Esben Windfeld Lund har selv deltaget i byggerierne, siden iværksætterne købte fabrikken for tre år siden, og flere af husene har stået færdige i snart to år.
Husene er kendetegnet ved, at de er bygget i naturlige materialer, og hver krog er udnyttet optimalt.
– De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, du ikke bygger. Ved at være selvforsynende på el og varme, vil det koste omkring 10.000 kroner om året at bo i sådan et hus, og så er der i stedet frihed til at udvikle de ting, der står vores hjerte nært, forklarer han.
Esben Windfeld Lunds hjerte banker for eksempel for de danske farvande. Han er blandt andet inspirator og visionsholder for foreningen Bæredygtig Kystkultur, hvor han arbejder for at få livet på kysten ved Djursland til at blomstre igen.
Mens de venter på kommunen, bor medlemmerne af Grobund i sommerhuse, på campingpladser eller hos venner og bekendte i nærheden. Esben Windfeld Lund har selv boet i en båd en stor del af tiden, men han glæder sig til, at han forhåbentlig snart kan flytte ind på Grobund.
Plads til alle
Ud over den store fabrikshal, hvor der bliver bygget tiny houses på livet løs, indeholder fabrikken også værksteder og kontorer, hvor medlemmerne af Grobund driver forskellige små virksomheder. Her er alt lige fra en snedker, der laver træskulpturer til en keramiker og en smed, mens andre arbejder på nye bæredygtige pilotprojekter som for eksempel aquaponic, der bruger afføring fra fisk til at gøde planter.
– Det er synergien i Grobund, der er interessant, for vores projekter understøtter hinanden og flere samarbejder på kryds og tværs. Vi vil gerne puste liv i de gamle håndværk og har efterhånden alle håndværk repræsenteret, forklarer Esben Windfeld Lund, mens han viser rundt på fabrikken.
Også uden for fabrikken er der gang i byggeriet, hvor nogle bygger huse fra bunden, en anden er ved at renovere en gammel togvogn, mens Grobunds yngste iværksætter, en 14-årige dreng, er ved at renovere en gammel sejlbåd.
Der er plads til alle i Grobund, og du behøver ikke at bo i den kommende landsby for at være en del af Grobund. Du kan også blot være en del af arbejdsfællesskabet og leje dig ind på fabrikken.
– Vi vil gerne lave et minisamfund, som vi kan være bekendt at give videre til næste generation. Vi ønsker at tage ejerskab over både vores forbrug og vores produktion og nyde den frihed, det giver, at vi ikke er underlagt en stor infrastruktur, forklarer Esben Windfeld Lund.
Grobund forventer, at jorden kommer til salg i løbet af januar 2022, og at den endelige lokalplan ligger klar i november 2022.
Hvad er Grobund?
Grobund er et nyt bæredygtigt lokalsamfund ved færgehavnen i Ebeltoft med den tidligere stålfabrik som omdrejningspunkt.
Grobund har lige nu 160 medlemmer, der hver især har skudt 50.000 kroner ind i fonden bag Grobund. For de penge får de brugsret til fabrikken, og ret til at købe en byggegrund. Det er fonden, der ejer fabrikken og jorden. Fonden låner jorden ud til foreningen Grobund, og foreningens medlemmer kan købe råderet – ikke ejendomsret –, når de bygger en bolig på jorden.
Der er stadig plads til flere medlemmer i Grobund.