Vi har drømt om at hoppe ud af hamsterhjulet længe
Fem venner fra København har netop overtaget enkesædet Bollegaard på Djursland, hvor de vil skabe ferie- og refugieophold, udstillinger og fester.
Fem venner fra København har netop overtaget enkesædet Bollegaard på Djursland, hvor de vil skabe ferie- og refugieophold, udstillinger og fester. Dermed rammer de lige ned i en tendens, hvor flere og flere forlader København for at købe gode huse på landet.
Den lille landevej på Norddjursland er indhyllet af høje træer på begge sider, og pludselig lyser et smukt, hvidt palæ op bag trækronerne. Det er Bollegaard. Et historisk enkesæde fra 1920, der de seneste 26 år har været drevet som bed and breakfast af en ældre dame, men nu har fået nye ejere med nye visioner.
– Heeej! lyder det fra den smukke trappe, der fører op til hoveddøren, hvor Maiken Meedom og Rune Langhoff tager imod.
De to venner kender hinanden fra København, hvor de i mange år har siddet på brune værtshuse og talt om, at det kunne være fedt at have et sted på landet, hvor de kunne udleve deres drømme. Da Bollegaard blev sat til salg, slog de til med det samme.
– Vi havde egentlig ikke tænkt, at det skulle være lige nu, men da det her sted kom til salg, var der ingen tvivl. Bollegaard er så fantastisk, så nu er vi hoppet ud af hamsterhjulet og vil selv bestemme, hvad vi vil bruge vores tid på, forklarer Rune Langhoff.
De er i alt fem venner, der har købt huset sammen, men Rune Langhoff og Maiken Meedom er de primære kræfter i forhold til at drive stedet. Og med 508 kvadratmeter, 16 værelser og 7.818 kvadratmeter grund er der masser af plads at boltre sig på.
Flere søger mod landet
Rune Langhoff har de seneste ti år været rådgiver inden for grøn omstilling. Nu har han sagt sit job op og solgt sin treværelses lejlighed på Amager for næsten samme pris, som de skulle give for Bollegaard. I løbet af de seneste 30 år er boligmarkedet i Danmark nærmest knækket midtover, og priserne i byerne er stukket helt af fra landdistrikterne.
– Det er jo helt absurd, at kløften mellem land og by er så stor, at du kan få 500 kvadratmeter herovre til samme pris som 50 kvadratmeter i København, siger Rune Langhoff.
Og det er han ikke ene om at synes. I øjeblikket forlader flere og flere København for at købe gode huse på landet. I 2020 havde København ifølge Danmarks Statistik det største antal fraflytninger nogensinde. Den kendte forfatter og klimaaktivist Signe Wenneberg har også været med til at sætte fokus på tendensen. Siden december 2020 har hun fundet fantastiske huse til salg i provinsen, og delt billeder af dem på sin populære Instagram-profil under hashtagget #denperfektelade for at gøre opmærksom på, hvor meget hus man kan få for pengene uden for byerne.
– Det er præcis sådan, vi har det med Bollegaard. Vi vil gerne leve et mere bæredygtigt liv med tid til bare at være og gøre ting, fordi vi synes, det er sjovt, forklarer Rune Langhoff.
Han er dog den eneste af de fem venner, der er flyttet fast ind på Bollegaard. Det ene vennepar vil bruge ejendommen som sommerhus, mens Maiken Meedoms mand og 13-årige søn gerne ville blive i København. Hun kommer derfor til at drive Bollegaard og passe sin familie og sit deltidsjob som multihåndværker i København på samme tid.
– Vi har snakket om, at det er lidt lige som, hvis jeg arbejdede på en boreplatform. Jeg kommer til at være på Bollegaard cirka en uge ad gangen hver måned. Der er mange, der har sagt til os: Ej, hvor er I modige. Men det har været en nem beslutning at tage, for vi vil bare gerne lave det, vi drømmer om, fortæller Maiken Meedom. Og drømme for Bollegaard har de masser af.
Nyt liv til lokalområdet
De fem venner overtog Bollegaard i juni 2021, og lige siden har de knoklet med at male, renovere og indrette de mange værelser. Ingen af dem er kommet til Bollegaard med en masse penge, så de giver den gas med alt det, de selv kan lave.
– Der er meget arbejde i sådan en stor ejendom og ud over renoveringen skal vi også slå græs, luge ukrudt, gøre rent og passe vores gæster, så vi er i gang hele dagen, fortæller Rune Langhoff og griner lidt. Han fortsætter:
– Vi arbejder faktisk mere end tidligere, men det er med ting, vi selv har valgt, så på den måde er det et hyggeligt hamsterhjul.
I hjørnet af den store, skønne have, der omkranser Bollegaard, har Maiken Meedom indrettet et hyggeligt glampingtelt, som de lejer ud. Inde i huset har de indrettet en ferielejlighed med køkken og bad, og ellers er det meningen, at de mange værelser skal tages i brug i forbindelse med arrangementer som konferencer, yogaretreats, foredrag og bryllupper.
– Vi har virkelig mange ideer til, hvad vi kan bruge stedet til, og det hele skal lige lande, forklarer Maiken Meedom.
Rune Langhoff fortsætter:
– Ja, vi ønsker bare at skabe et sted, hvor folk har lyst til at komme og være. Mange af mine venner har også efterspurgt et sted, hvor de kan komme væk fra deres 9-17-trummerum og bare have tid og ro til at fordybe sig i et projekt, og det kan de i hvert fald her.
Bollegaard ligger i den lille landsby Hevring på Norddjurs, og det er ikke gået de cirka 250 indbyggeres næser forbi, at der er flyttet nye ejere ind på ejendommen.
– Vi har oplevet stor interesse fra landsbyen, og mange har spurgt os om vi kommer til at engagere os i lokalsamfundet. De er spændte på, hvad der kommer til at sker her nu, og det er virkelig dejligt at mærke, fortæller Rune Langhoff.
Og selvom de lige nu har nok at se til med at komme på plads på Bollegaard, har de bestemt tænkt sig at engagere sig lokalt. De kan slet ikke lade være.
– På sigt vil vi gerne give noget tilbage til lokalsamfundet. Vi har for eksempel snakket om at holde Halloweenfest for børnene eller en stor julefest, og ellers tilbyde de lokale et sted, hvor deres gæster kan overnatte, fortæller Maiken Meedom.