Billede af cyklister og byskilt

19.10.2021

49 forbrugere i Føns på Fyn får varmen fra Føns Nærvarme, der i 2011 blev oprettet af en gruppe borgere – med kommunen som garantistiller - og nu drives af frivillige. Fremtiden byder på bæredygtig jordvarme som supplement til det flisfyrede anlæg.

- Vi har altid sagt, at det ikke er noget krav at være lidt småtosset for at flytte til Føns. Men det hjælper.

Sådan siger tidligere lokaludvalgsformand Jette Erichsen om sit lokalområde. Hvis hun med småtosset mener, at borgerne i Føns bakker op om hinandens idéer, selv når de er skøre og vilde, så har hun ret. Det var i hvert fald, hvad "Fønserne" gjorde, da Jette Erichsen og en gruppe borgere i 2011 fik den idé at skrotte oliefyret - længe før det var alment udbredt.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe under lokaludvalget, som skulle undersøge mulighederne for at udnytte vedvarende energikilder. Konklusionen blev, at der var behov for at etablere et lokalt fjernvarmenet, og valget faldt i første omgang på et flisfyret anlæg.

Den 1. oktober 2015 blev anlægget, som nu forsyner 49 forbrugere, indviet.

- Det lykkedes i Føns, og vi har mødt stor forundring fra både forskere fra Århus Universitet, besøgende fra Japan, politikere fra Europaparlamentet og mange flere, fortæller Jette Erichsen.

Kommunegaranti sikrede lav pris

At det nye anlæg blev en realitet er der ifølge hende flere forklaringer på.

- Den vigtigste var, at Middelfart Kommune stillede en kommunegaranti for realkreditlånet, så borgerne ikke selv hæftede for det.

Med en kommunegaranti i ryggen var det muligt at budgettere med en høj tilslutningsprocent. Derfor kunne borgerne tilbydes en tilslutningsafgift på kun 2.500 kroner per husstand.

- Med kommunegarantien lykkedes det at opnå langt over det nødvendige antal tilkendegivelser fra borgerne til, at kollektiv forsyning kunne blive en realitet.

Frivillige kræfter var afgørende

Derudover var det frivillige engagement af helt afgørende betydning for at projektet kunne lykkes. Det gjaldt i forbindelse med det forberedende arbejde, hvor arbejdsgruppen bl.a. brugte tid på at gå rundt til alle husstande for at lave konkrete beregninger. På den måde blev husstandenes udgift overskuelig og synliggjort. Men også efterfølgende har de frivillige kræfter haft stor betydning. I dag bliver anlægget nemlig drevet af lokale, frivillige fra bestyrelsen, som på skift har vagten, når anlægget skal fodres med flis.

På vej mod vedvarende energi

Bestyrelsen i Føns Nærvarme arbejder i dag på at skifte til vedvarende energikilder. Ultimo 2021 har Føns Nærvarme anlagt et jordvarmeanlæg, der i fremtiden vil stå for cirka halvdelen af varmeproduktionen i samarbejde med det eksisterende træflis-fyrede kedelanlæg.