Landsbyprisen 2021: Hald
Region Midtjylland uddeler hvert år Landsbyprisen på 150.000 kroner. Prisen går til en landsby, der viser nye veje til det gode og bæredygtige liv i landsbyer og lokalområder.
Formålet med landsbyprisen er at sætte fokus på landsbyer og lokalsamfund som attraktive steder at bosætte sig. Samtidig skal prisen bidrage til at understøtte udvikling og fornyelse i regionens landsbyer.
I 2021 var der seks finalister til Landsbyprisen: Skals, Ebdrup, Hald, Lindved og de to landsbysammenslutninger: Serup, Lemming, Nisset, Ebstrup og Sejling i Silkeborg Kommune og Herskind, Skivholme og Herskind Hede i Skanderborg Kommune.
Videopræsentation af Hald
Midt i den skønne natur ved Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord ligger Hald, en lille landsby i Skive Kommune. Byen er lille, men aktivitetsniveauet stort. I 2018 stod byens nye forsamlingshus, Hald Borgerhus, færdigt. Her er et godt sammenhold mellem foreninger og frivillige kræfter i byen, og der bliver hele tiden udviklet nye projekter. Der er blandt andet blevet bygget en naturlegeplads og plantet en folkeskov med æbletræer, og byens indbyggere har planer om at bygge en toiletbygning og shelters i nærheden af den nye skov.