Puljer og fonde
Her finder du information om andre de puljer og fonde, som kan være relevante for landsbyer.
Puljer og fonde supplerer den økonomiske støtte fra kommunen og/eller den Lokale Aktions Gruppe.
Vi har samlet links til fondenes hjemmesider, deres formål og information om ansøgningsprocedure.
Hvis du er interesseret i at søge én af puljerne, anbefaler fondene, at du tager kontakt til dem, inden du skriver en ansøgning. På den måde sikrer du dig, at dit/jeres projekt falder inden for støtteområderne.
Landdistriktspuljen støtter projekter, der fremmer landdistriktsudvikling og sigter mod særlige støtteområder fra år til år afhængig af politisk aftale.
Hvem kan søge Landdistriktspuljen?
Almennyttige organisationer og foreninger, offentlige og selvejende institutioner, kommuner og private.
Gl. Skanderborg Fonden er en lokal fond, der støtter udvikling af landdistrikter, styrkelse af fællesskaber, samt forebyggelse af social udsathed. Fonden støtter projekter, der skaber lokal sammenhængskraft, fællesskab, engagement og trivsel, og hvor aktiviteterne er tilgængelige for alle.
Fonden støtter initiativer i kommunerne Horsens, Hedensted, Skanderborg, Odder, Favrskov, Ikast-Brande, Silkeborg, Viborg, Herning, Aarhus, Randers, Mariagerfjord, Syddjurs og Norddjurs.
Uddelingsrammen er fra 50.000 kr., og den kan med fordel ansøges som medfinansiering til eksempelvis Region Midtjyllands pulje Den bæredygtige landsby.
Der er fire årlige uddelinger og der behandles udelukkende ansøgninger, der indsendes på Gl. Skanderborg Fondens hjemmeside:
glskanderborgfonden.dk
Hvem kan søge
Foreninger, en almennyttig organisation eller en selvejende eller offentlig institution. Der uddeles ikke til enkeltpersoner, men kun til aktører, der er CVR-registreret.
Fondens fondschef kan kontaktes for vejledning om ansøgningsproces og for kvalificering af jeres projektidé. Kontaktinfo findes på fondens hjemmeside: glskanderborgfonden.dk
Der gives primært støtte til fællesskabende aktiviteter og ikke til energiforbedringer, renovering eller lignende.
Formålet med puljen er at støtte projekter, der kan udbrede information om vedvarende energiløsninger, og større projekter, der kan udvikle fælles løsninger til etablering, organisering, drift og finansiering af energifællesskaber lokalt.
Puljen giver støtte til to typer af projekter:
- Informationskampagner om etablering af vedvarende energi i et lokalområde. Der kan søges støtte for mellem 10.000 - 200.000 kr.
- Større projekter: Planlægning, etablering og organisering af projekter, som et energiselskab kan arbejde med. Fx udvikling af løsninger, så borgere og virksomheder kan producere, dele og forbruge deres egen vedvarende energi på en smart og effektiv måde. Der kan søges støtte for mellem 20.000 - 1,5 mio. kr.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af en kommune, en forening, en NGO, et universitet eller en til flere virksomheder i samarbejde. Man skal være CVR-registreret og kan ikke søge puljen som enkeltperson. Hvis man søger tilskud til et større projekt, er det et krav at projektorganisationen indeholder minimum et etableret energifællesskab, eller at en gruppe borgere/virksomheder planlægger at etablere et energifællesskab.
Læs mere om puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling.
NRGI's pulje Værdipuljen støtter den bæredygtige og innovative udvikling af lokalområderne. NRGI støtter projekter i NRGI's eget forsyningsområde. Puljen retter sig mod projekter der styrker lokalsamfundet, og projekter som er innovative og bæredygtige.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af alle, der er andelshaver og har en elmåler fra NRGI - både privatpersoner, foreninger, virksomheder samt private- og offentlige organisationer.
Der kan søges støtte til både store og små projekter, så længe projekterne understøtter en bæredygtige og grøn udvikling af forsyningsområdet. Der gives støttebeløb til små projekter under 50.000 kr., projekter mellem 50.000 - 150.000 kr. og store projekter over 150.000 kr.
Her-bor-vi-puljen
Nordea-fonden har en særlig pulje, der retter sig mod landsbyer og foreninger. Formålet er at styrke det lokale fællesskab og understøtte det gode liv. Samtidig skal projektets aktiviteter være tilgængelige for og appellere bredt til mange borgere i byen.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af en forening, selvejende institution, ikke-uddelende-fond eller kommune. Dvs. at almennyttige og nonprofitorganisationer kan søge.
Der kan søges mellem 100.000 kr. og 1 mio. kr.
Læs mere om her-bor-vi-puljen.
Støtte op til 100.000 kr.
Du kan også søge støtte til aktiviteter gennem Nordeas Lokalpulje, der fremmer det gode liv gennem sundhed, motion, natur og kultur.
Endelaves nye badebro har fået støtte fra Lokalpuljen.
Læs mere om projektet.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af en forening, en almennyttig organisation eller en selvejende eller offentlig institution. Man skal være CVR-registreret og kan ikke søge puljen som enkeltperson.
Der kan søges op til 100.000 kr., men der uddeles typisk 5.000-30.000 kr., da Lokalpuljen vægter at støtte mange, mindre projekter.
Lokale og anlægsfonden giver støtte til "opholdsfaciliteter" eller fysiske rammer for idræt, kultur og fritidsaktiviteter. Det kan fx være klublokaler, spejderhytter, forsamlingshuse eller kulturhuse.
Man kan søge støtte til nybyggeri, ud- og ombygning, køb af mindre ejendom, indendørs faciliteter, udendørs anlæg.
I Region Midtjylland har Lokale og anlægsfonden ydet støtte til en række projekter. Se projekter der har fået støtte her.
Hvem kan søge?
Foreninger, organisationer, institutioner, fonde og kommuner, der vil bygge og drive faciliteter uden privatøkonomiske interesser.
Der kan søges støtte til mindre projekter mellem 150.000 – 1.500.000 kr., og større projekter med etableringsudgifter på over 1.200.000 kr.
Realdania støtter projekter, der understøtter udvikling, løser samfundsproblemer og skaber livskvalitet. Mere konkret ønsker Realdania at støtte projekter, der fremmer: Stedbundne kvaliteter, bæredygtige byer, nye rammer for fællesskaber og boligmiljøer, en levende bygningskultur og bæredygtigt byggeri.
Realdania støtter eksempelvis Rækker Mølles projekt "Fra købmand til kurbad", hvor man har ombygget de gamle købmandslokaler og området omkring til et kurbad.
Læs mere om Rækker Mølle og projektet.
Hvem kan søge?
Projekter der har tilknytning til det byggede miljø og er almennyttige. Puljen kan ikke søges til privatøkonomiske eller erhvervsmæssige formål.
Underværker er en kampagne under Realdania. Underværker støtter projekter, der skaber gode fysiske rammer for fællesskaber og bidrager til at udvikle området, hvor man bor. Det kan være både byggeri- og renoveringsprojekter – og meget gerne bæredygtige projekter.
Før man kan ansøge om støtte, skal man først høste opbakning ved at samle 500 stemmer på hjemmesiden.
I Region Midtjylland har Underværker støttet Landsbyklyngen Silkeborg Nords projekt LANDSBY LYD. Projektet er et musikalsk mødested, en tour (udbredelse af musik i området) og netværksaktiviteter.
Hvem kan søge?
Frivillige der har et projekt, der skaber nyt liv, nye mødesteder og større livskvalitet i det byggede miljø.
Der kan søges maksimalt 1 mio. kr. til et projekt.
AP Møller Fonden støtter initiativer, der er præget af gode ideer, arbejdsomhed, samarbejde mellem relevante aktører og høj kvalitet. Fonden har to programmer: Folkeskolen og Socialindsats.
Det er særligt socialindsatsen og det sociale initiativ der er relevant for landsbyer. Fonden støtter initiativer, som styrker socialt udsatte borgeres livsmestring gennem hjælp til selvhjælp.
AP Møller Fonden har støttet projektet "Vimby – den rummelige landsby", en socialøkonomisk virksomhed og bofællesskab for udsatte borgere og udviklingshæmmede.
AP Møller Fonden støtter også andre initiativer med et almennyttigt eller velgørende formål.
Gå til oversigt over støttede projekter.
Hvem kan søge AP Møller Fonden?
Frivillige foreninger og andre dele af civilsamfundet, kommuner og regioner, uddannelsessteder og forskningsinstitutioner og selvejende institutioner kan søge Fonden. Private virksomheder kan indgå som partner i støttede indsatser.
Der er ingen øvre eller nedre grænse for Fondens bevillinger.