Nyt projekt viser vej til nytænkning af land-arealer
Region Midtjylland har sammen med otte partnere sat gang i biodiversitets-projektet BioScape.
12.10.2021
Region Midtjylland har sammen med otte partnere sat gang i biodiversitets-projektet BioScape, som i tre pilotområder skal vise, hvordan omlægning af bl.a. landbrugsjord kan gavne både lodsejere, biodiversitet, miljø og klimaindsats. De tre pilotområder er Byn Sø i Lemvig Kommune, Endelave i Horsens Kommune og Åstrup Kær i Hedensted Kommune.
Den aktuelle klima- og biodiversitetskrise kræver, at vi som samfund – både globalt og lokalt – arbejder med nye måder at bruge vores jord på. Også bogstaveligt talt. Hele syv af FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling har med arealanvendelse at gøre, og jordbrug har i sagens natur indflydelse på både CO2-udslip, fødevareproduktion, drikkevand og håndtering af øget nedbør. Det er baggrunden for, at Region Midtjylland sammen med otte partnere nu lancerer projektet BioScape med fokus på såkaldt "multifunktionel jordfordeling".
Regionsrådet vedtog i slutningen af august at udmønte midler til regionens andel af egenfinansieringen, og "EU LIFE Biodiversity" har givet tilsagn om at finansiere 60 pct. af projektet, som i løbet af de kommende fem år har et forventet budget på i alt cirka 37 mio. kroner.
Konkret skal projektet i de tre pilotområder – i tæt samarbejde med lodsejerne og baseret på frivillighed – vise, hvordan klima- og biodiversitetsmæssige udfordringer kan løses ved fx at omlægge jord til nye formål. Gerne så flere formål opfyldes på samme tid. Det kan fx være tilbageholdelse af vand, CO2-lagring, øget biodiversitet og rekreativ værdi.
- Vi står med en udfordring i forhold til klima og biodiversitet, hvor der er behov for også at undersøge utraditionelle løsninger. Det er BioScape et eksempel på, at vi nu gør. Projektet skal samle erfaringer om, hvordan vi kan arbejde helhedsorienteret med anvendelsen af vores arealer, så vi får løsninger på bordet, der sikrer livsgrundlaget for fremtidige generationer uden at ødelægge livsgrundlaget for de mennesker, der bruger jorden i dag, siger Anders Kühnau (S).
Han glæder sig over, at det i samarbejde mellem Region Midtjylland, de otte øvrige BioScape-partnere og regionens EU-kontor, CDEU, er lykkedes at få tilsagn fra EU om støtte til projektet.
- At EU LIFE er med på vognen viser, at tankerne bag BioScape er yderst relevante også i en global kontekst. Det haster med at finde løsninger på den krise, vi står over for, og jeg er glad for, at Region Midtjylland kan være med til at trække det arbejde frem, siger han.
Vigtig erfaringsudveksling
Ud over regionen deltager Lemvig, Horsens og Hedensted kommuner, SEGES, Danmarks Naturfredningsforening, Aarhus Universitet, SAMN Forsyning A/S og European Landowners Organisation (ELO).
De tre pilotområder er som nævnt Byn Sø i Lemvig Kommune, Endelave i Horsens Kommune og Åstrup Kær i Hedensted Kommune.
- Områderne er valgt, fordi de repræsenterer vigtige økosystemer, som desværre er i forværring, men hvor der også er grundlag for at arbejde med naturgenopretning. Ikke mindst hvis vi i fællesskab kan sikre et godt samarbejde mellem borgere, lodsejere, kommune og fagfolk. En vigtig del af BioScape, udover at demonstrere konkrete tiltag, er netop at udvikle nye samarbejdsmetoder, der forhåbentlig kan inspirere både nationalt og internationalt, siger chefkonsulent i Region Midtjylland og projektleder for BioScape, Henrik Vest Sørensen.
Projektets aktiviteter går på tværs af de tre projektområder. Det skal give kommunerne mulighed for at udveksle erfaringer og hjælpe hinanden med konkrete tiltag i projekterne. De første synlige aktiviteter i BioScape kommer til at finde sted i løbet af oktober 2021.
Fakta om BioScape
- Projektperioden for BioScape er oktober 2021 til oktober 2026.
- Det forventede budget er 37 mio. kroner, og der søges fortsat midler gennem fonde og offentlige ordninger til projektets fulde realisering.
- EU LIFE Biodiversity støtter med 22,4 mio. kroner.
- Projektets ni partnere deler den resterende finansiering på 14,8 mio. kroner.
Partnere i projektet
- Region Midtjylland
- Lemvig Kommune
- Horsens Kommune
- Hedensted Kommune
- SEGES
- Danmarks Naturfredningsforening
- Aarhus Universitet (AU)
- SAMN Forsyning A/S
- European Landowners Organisation (ELO)